Grænser eller tydelige voksne?
Ordet grænser har på en eller anden måde sneget sig ind i pædagogikken og i vores sprog helt generelt når vi taler om børneopdragelse? Ikke mindst har det sneget sig ind i pædagogers velmenende råd til forældre der ikke helt ved hvad de skal stille op med deres barn i feks en periode hvor barnet kun vil spise slik og ikke rigtig mad. Her lyder det ud over landet: "har I prøvet at sætte grænser" og langt de fleste forældre svarer "ja". Hverken pædagogerne eller forældrene ved efterfølgende helt hvad de har aftalt, men begge har oplevelse af, at de ihvertfald har fået talt om at sætte grænser?
MEN det er i bedste fald noget vrøvl, i værste noget ingen rigtig ved hvad er?
Grænser er noget der er imellem lande eller også er det noget vi kan gøre med os selv. Altså afgrænse os, sådan at dine følelser ikke bliver mine og vice versa.
Eller også er grænser helt enkelt blot et andet ord for regler og hvis det er det, så sig det istedet for. F.eks.: "her hos os har vi en regel om, at vi spiser mad før vi spiser slik".
Der er ikke noget videnskabeligt belæg for at man ikke sagtens kan spise slik før mad, men ikke desto mindre er det en regel rigtig mange familier har. Fred være med det. Der er taget ansvar for måltidet i hjemmet og det er fint.
Istedet for al den snak om grænser, som ingen alligevel aner hvad handler om, så lad os meget hellere tale om samspillet mellem børn og voksne og ihvertfald altid huske, at vi er nødt til at være enige om betydningen af de ord vi bruger, da vi ellers hurtigt taler helt forbi hinanden.
I stedet kan vi anbefale, at den (vi) voksne forsøger:
- at tage et personligt ansvar
- at være personlig - altså at den voksne bruger egne ord
- at den voksne ikke kritiserer
Børn gør det godt hvis de kan (det gør voksne iøvrigt også) og hvis ikke skal vi finde ud af og forsøge at forstå hvorfor. Dermed kommer samspillet aldrig til at handle om at vi sætter uforståelige regler op, men om hvordan vi gør verden overskuelig for barnet og ikke mindst hjælper det, når noget er svært.
Det lille barn forstår ikke at det skal have en hue på fordi det er koldt og at det ellers kan få mellemørebetændelse. Det hjælper ikke at appellere til en ikke eksisterende sund fornuft a la "ellers får du ondt i ørerne" eller "kan du huske sidst hvor du blev syg". Istedet hjælper det at være helt tydelig og klar "du skal have hue på fordi det er koldt" og så holde fast i beslutningen. Det er hverken en grænse en regel eller alt muligt andet, det er ganske simpel fornuft og du tager ansvaret fordi du er den voksne og kender alle konsekvenserne ved ikke at gøre det.
Og det er det handler om. Gør op med dig selv eller med jer hvad der har betydning i familien. Hvis det for den ene forældre er afgørende at barnet bliver siddende ved bordet også selvom det er færdigt med at spise, så kan I godt beslutte at det skal barnet. For barnet giver beslutningen ikke mening uanset hvor mange forklaringer I kommer med, for selskabelighed rundt om et bord og følelsen af at vi sidder her sammen, kommer først langt senere ja måske først helt rigtigt langt efter teenageårene.
Stå fast hvis det er vigtigt, hvis ikke så ophæv reglen - og vid, at krop imiterer krop og barnet eller den unge vil finde ud af, at lige pludselig en dag giver det mening. Alle børn i Danmark ser de voksne sidde og spise og have gæster der sidder i timevis rundt om et bord. Vi lærer det alle og vi lærer det hurtigere hvis det er et rart tilvalg og ikke en magtdemonstration fra de voksnes side.
Så det er det det handler om. Hvad er vigtigt i din/jeres familie og hvordan ønsker I at give disse værdier videre?
Men drop ordet grænser til den dag hvor I skal til Italien og skal huske pas for at få lov til at krydse grænser.